Bibliotekerne og public service

5 kommentarer til “Bibliotekerne og public service”

1. Jannie Lehmann siger:
   1. september 2009 kl. 15:00

   Ja, selvfølgelig leverer folkebibliotekerne public service – vi servicerer de mange og de få, og har gjort det i rigtigt mange år.

   Fra vugge til krukke plejer jeg at sige, når jeg bliver spurgt om vores målgrupper og hvem vores gæster er. På mange folkebiblioteker arbejder vi med personas og segmenter, vi orienterer vores formidling, ydelser og tilbud i forhold til hvem vi gerne vil have i tale og vi er bevidste i vores valg af platforme for dialog og kommunikation. Og vi måler også på effekten af de tiltag vi gør overfor udvalgte målgrupper.

   Sammenligner man Radio- og Fjernsynsloven med Lov om biblioteksvirksomhed, står der begge steder ord som “kvalitet og alsidighed”, og at være i folkets tjeneste mener jeg i høj grad er en af folkebibliotekernes fornemste roller.

   I mange kommuner udarbejdes der i disse år bibliotekspolitikker. Her i Hørsholm vi fik vores politisk vedtaget sidste år. Public service er i høj grad omdrejningspunktet for vores virksomhed og de bibliotekspolitiske målsætninger vi arbejder med.

   Til sidst: Jeg kunne godt tænke mig en uddybning af din påstand om at grænserne udviskes mellem public service i radio/tv og i bibliotekerne i oplysnings-øjemed, er der nogle grænser?

   vh
   Jannie Lehmann
   Bibliotekschef, Hørsholm

2. Thomas Angermann siger:
   3. september 2009 kl. 08:47

   Enig i at vi kan lære meget af de traditionelle public service institutioner og også enig i at vi langt hen ad vejen har samme mission. Dog synes jeg der er en betydeligt niveau-forskel i hvordan hhv. tv/radio og bibliotekerne kan løse public service opgaven pt. På bibliotekerne vil man sjældent producere historierne eller oplevelserne selv det er der tradition for på tv og radio.Er vi med andre ord to forskellige steder i public-service-fødekæden?

3. Anders Kragh Sørensen siger:
   3. september 2009 kl. 19:51

   Selvfølgelig skal (folke)bibliotekerne levere public service eller offentlig information. Men hvorfor er det mere spændende at modtage offentlig information via tv end på et bibliotek? Thorhauge er inde på, om vi kan lære noget af tv-kanalernes målretning af public service til brugergrupper. Bibliotekerne skal, det er skrevet før, arbejde med hvilke grupper, der har brug for hvilke informationer.

   Thomas Angermanns kommentar får mig til at tænke på et interessant spørgsmål: kan bibliotekarerne lære noget af journalisterne og deres research på en god historie? Skal bibliotekaren opfylde et informationsbehov ved at sammenfatte informationer til viden serveret for brugeren? Det er tit det, der sker på Biblioteksvagten.dk. Skal bibliotekaren selv producere offentlig information eller blot formidle andres?

4. Kalle Nielsen siger:
   20. september 2009 kl. 10:19

   Jeg vil bare lige indskyde, at vi i daglig praksis producerer og formidler “historier” hver eneste dag – og at det både er dokumentform og som ikke-registreret kommunikation.
   Vi producerer podcasts, formidler subjektive dokumentregistreringer, laver anmeldelser, besvarer spørgsmål udover referencen til dokumenter, deltager i diverse web2 medier, producerer diverse web1 tekster og er vel nogle steder startet på web3 udvælgelse/formidling i kommunikativ kontekstuel formidlingsramme, som uanset hvordan man vender og drejer den er en historie som hver læser vil læse på sin måde. Hvis vi ikke er disse simple kommunikationsteoretiske forhold bevidst i daglig praksis, så står det meget skidt til – og det tror jeg ikke det gør :)
   Jeg betegner vores eget bibliotek som en medie-virksomhed og det er herom vores udvikling er centreret som det har været de sidste hundrede år lovmæssigt – vi fremmer (demokrati-støttende) oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, og det eneste vi kan gøre er at formidle og sørge for adgang (i praksis og for den enkelte – derfor al vores brugerundervisning !!) til al den relevante information og videnressourcer vi overhovedet kan. Selvfølgelig er vi tæt forbundne med DR i deres public-service bestræbelser, som vi er det til andre af demokratiets fundament-blokke: resterne af fri selvstændig demokratistøttende presse (uanset form og tilhørsforhold), de globale og lokale demokrati-organisationer osv.
   Det svære i hele denne øvelse, det er jo stadig, det som E. Tank påpegede i “Folkebibliotekerne på det politiske marked” – nemlig hvordan den enkelte biblioteksansatte og dermed det enkelte bibliotek kan bevare sit selvstændige frie værdisæt og sin autonomi over tid presset/hjulpet som det/vi altid er af tidens skiftende demokratiske tilstande. Der er i disse år en kæmpe oplysnings- og vejledningsopgave overalt, som kun kan løses ved at fortælle de rigtige historier – og dermed anspore til alles udvikling af personlig informationskompetence som grundlag for så nuanceret et beslutningsgrundlag for den enkelte i det hav af muligheder og dermed beslutnings- og handlemuligheder, som alle stilles overfor og har reel mulighed for at forholde sig til i dag. Held og lykke med udvalgsarbejdet :)

5. Grete Munch siger:
   18. oktober 2009 kl. 13:37

   Hvad er public service? Jeg har altid opfattet begrebet som omfattende alt det, der kan beskrives gennem radio- og fjernsynslovgivningens fine ord om – nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst – hensynet til informations- og ytringfriheden – kvalitet, aldisighed og mangfoldighed- saglighed og upartiskhed – folkeoplysende værdi, og samtidigt som værende synonyme med de nogenlunde tilsvarende ord, som folkebibliotekernes formål har været beskrevet med.

   Thorhauge får næsten public service til at lyde som om det drejede sig om OBS – Oplysning til Borgerne om Samfundet, men ordbøgerne oversætter også ordene med noget om almennytte og offentlig tjeneste. Det kan være svært at finde ud af, hvad de mange fremmedsprogede begreber, som vi slår om os med i hverdagen, egentlig dækker over.

   Jeg kan ikke se til hvilken nytte segmentundersøgelser kan være for bibliotekerne. Jeg ved godt at Danmarks Radio har elsket segmentundersøgelserne i et par årtier, nemlig lige siden DR fik konkurrence af TV2, men for mig at se, har de bestemt ikke gjort DR til en bedre kultur- og informationsformidler, snarere har det gjort kanalen mere populistisk (Det var en nyhed i DR-Update at fru Anni Fønsby var gravid!!!!), kanalen er tilbøjelig til at gå efter den laveste fællesnævner, man har mistet noget af sin mangfoldighed, og midt i al jagten på det nyeste, er man blevet mindre aktuel, fordi en stor del af programfladen består af serier med manglende årstal, en del af dem burde forlængst have overskredet sidste salgsdato. Men DR skal roses for Lasse Jensens udmærkede ugentlige medieprogram på p1.

   Det er vigtigt både for bibliotekerne og for DR/TV2 og for Danmark som kulturnation, at man følger med tiden og hele tiden er opmærksom på, hvad publikum ønsker – hvad det er befolkningen vil med sine kulturinstitutioner. Jeg tror ikke på nytten af segmentundersøgelser, men jeg tror på den åbne dialog med publikum. Bibliotekarerne skal fortælle, lytte, ikke være bange for at lægge problemerne frem, også når de er lidt besværlige. Det steder hvor jeg i sin tid kom igennem med det, eksisterer kun delvist i dag, men til gengæld har man fået mange nye muligheder, bare man tør bruge dem.

   Folkebibliotekerne er vokset op nedefra med hjælp og økonomisk støtte fra Statens Bibliotekstilsyn og med de lokale centralbiblioteker som støttepunkter. De gamle bibliotekssagsforkæmpere var vigtige i den proces, selv om de overordnede biblioteksmyndigheder havde et lidt tvesidigt syn på dem. De forsvandt endeligt ved lov i 1965, da alle folkebiblioteker blev kommunale. DR havde tilsvarende et radioråd og senere en række programråd, de sidste blev afskaffet ved lov med udgangen af 2001. Ingen af disse råd var ideelle, men jeg tror alligevel at de havde stor betydning, for i dem foregik en formaliseret dialog mellem disse virksomheders ledende medarbejdere og repræsentanter for det publikum, der skulle betjenes.

   Jeg tror at folkebibliotekerne og de danske public service medier har problemer, der ligner hinanden. Man når ikke tilstrækkeligt rundt. Man arbejde i al for høj grad med det, der hele tiden flyder ind over landets grænser – de anglo-amerikanske litteratur og filmprodukter – ofte den mest forældede del af stoffet, for den er billigst. Store emneområder, store dele af vor jordklode kan man næsten ikke finde noget om i folkebiblioteker eller public service medierne, først når det “brænder”, så kommer der bog- og filmmateriale. Der er selvfølgelig altid internettet, men alligevel, det er for ringe.

   Når man ser materialebestanden i de danske folkebiblioteker, så virker det som om man i alt for høj grad luller sig til ro med at anskaffe det materiale, der løbende udkommer via danske distributionskanaler. Man supplerer ikke mere i samme udstrækning, som man gjorde tidligere med nordiske materialer, når væsentlige udgivelser er oversat til et af vore nabosprog. Man ligger også under for en populisme, som jeg ikke tror er er basis for, hvis man snakkede mere med publikum, De større kommuner skulle også give mulighed for anskaffelsen af et større titeltal, nu hvor det ikke mere er nødvendigt med så megen dublering til brug i de mange små afdelinger.

   Bedre programmer – bedre materialepleje, sådan at man får de ting, der har værdi på længere sigt bevaret, at se på aktuelle brugstal fortæller ikke ret meget. Arbejdet kræver journalister og bibliotekarer med stor almenviden og engagement, men så er det heller ikke sværere.

   Til sidst vil jeg minde om den respekt for det enkelte menneske, som er nedarvet i begge professioner, både journalisternes beskyttelse af deres kilder ,og bibliotekslånernes ret til fuld anonymitet både hvad angår hvad de lånte og hvad de spurgte om. Somme tider ser det ud som om der er noget der skrider, men det er forhåbentligt ikke rigtigt.

Skriv en kommentar