Ingen tvivl om, at kommunalt engagement, initiativrigdom og til tider vovemod har en stor del af æren for det bibliotekssystem vi kender i dag.
Men når det er sagt, så forekommer det mere og mere indlysende, at det kommunale selvstyre også har betydet en skarp håndhævelse af vores ret til at bruge en stadig større del af budgettet til indkøb og vedligehold af et bibliotekssystem indkøbt på et (næsten) monopoliseret marked med ukontrollerbare priser. Vi opfinder hver især vores søgemaskiner. Vi fastholder retten til at holde 100 forskellige hjemmesider i luften, ligesom vi på mange biblioteker stadigvæk finder det formålstjenligt, at bruge (meget) tid på at indkøbe de samme materialer som de sidder og køber i nabokommunen. På licens- og databaseområdet fastholder vi på anarkistisk vis retten til at udvande det interurbane lånesystem og dermed den fri og lige adgang til information (medens vi lader staten om at køre bjerge af bøger rundt i lastvogne om natten). Vi kræver rum og plads til at opfinde alle de dybe tallerkener selv – og retten til ikke at bruge dem efterfølgende. Og endelig kræver kommunerne retten til at bruge øremærkede bibliotekspenge til alt andet end biblioteker.
Selvom den lokale virkelyst gennem årene har givet folkebiblioteker pondus og indhold, så kan man vel godt i et svagt øjeblik overveje om tiden er kommet til en mere markant central profil i forhold til specielt den digitale infrastruktur (centralisering lyder så håbløst) hvis et sømløst og sammenhængende biblioteksvæsen fortsat skal være en realitet – og ikke mindst hvis vi skal have råd til et sådant.
De ressourcer vi hver især kunne spare på fælles bibliotekssystem, fælles katalog, fælles søgemaskiner, fælles hjemmeside, fælles licenser og alt det andet, kunne passende spenderes på det relationelle lokale bibliotek.
Abonnér på RSS-feed
28. august 2009 kl. 17:17
Man kunne også sige, at det kommunale selvstyre har bevirket en rivende udvikling, fordi der er en vis konkurrence bibliotekerne imellem. Og her må man endnu engang betone Udviklingsmidlerne i styrelsen. De er få, men har været uvurderlige som katalysator. Der vil være enkelte genopfindelser, men jeg tror ikke en centraliseret styring vil give et bedre resultat uden videre. Skulle der endelig være en begrundelse, så skulle det være biblioteksledernes nattero. For så slap de for at komme igennem de årlige budgetrunder med alt hvad dertil hører – men det falder ikke ind under udvalgets regi at overveje den slags :-)
29. august 2009 kl. 18:20
Til specielt Mogens Vestergaard: Jeg er ligeglad med bibliotekschefernes nattesøvn (med en enkelt undtagelse) – og jeg ønsker ikke statsstyrede folkebiblioteker. Jeg anmoder blot stilfærdigt om en refleksion over, hvorvidt specielt den digitale udvikling på biblioteksområdet med fordel kan bevirke en gentænkning af de folkebiblioteksopgaver kommunerne tager sig af og så de opgaver staten skal stå for. Det har både med folkebibliotekernes fremtidige ydelser at gøre, som i et konkurrencepræget marked skal være af en vedvarende meget høj kvalitet – men det har selvfølgelig også at gøre med en rationel anvendelse af sine ressourcer. Alle der har bevæget sig ud i den vision, som hedder det relationelle bibliotek vil, når den første begejstring har lagt sig, sande, hvor hamrende ressourcekrævende dette (glimrende) koncept er. Derfor har vi brug for at finde rationaler, som kan anvendes i den gode sags tjeneste….
31. august 2009 kl. 16:59
Jeg under nu gerne alle bibliotekschefer en rolig nat ;-) og er ellers enig med dig i, at den digitale udvikling stiller krav om refleksion. Kvalitet og rationel drift er kan vi også mødes omkring.
Opgavefordelingen og organiseringen er interessant. For den, der sidder for bordenden med opgaven bestemmer jo også. Man kunne måske let få to parallelle systemer: det kommunale med bygningerne og de fysiske enheder og “det andet” med det virtuelle. Så må vi se, om de kan mødes. Jeg synes, man skal se nøjere på de mellemkommunale former. Litteratursidens succes er baseret på det – med statsligt tilskud her og nu, det indrømmer jeg – men jeg tror på, at selv det kunne løses, hvis staten ikke ønskede at engagere sig i bibliotekerne mere
3. september 2009 kl. 08:27
[...] [...]
7. september 2009 kl. 13:37
Jeg ønsker heller ikke statsstyrede folkebiblioteker. Spørgsmålet er i øvrigt ikke på den politiske dagsorden, og kommer det næppe i en overskuelig fremtid.
Der er ingen tvivl om, at det kommunale selvstyre – og dermed selvstyret på folkebiblioteksområdet – trods alt har initieret og resulteret i en vis udvikling. Typisk igangsat af de større bibliotekskommuner, i kraft af mellemkommunalt samarbejde og ofte med statslige udviklingsmidler som bidragende element.
Men! På stort set ingen andre kommunale serviceområder ses en så betydende forskel i de enkelte kommuners budgetniveau som på folkebiblioteksområdet. Den seneste nationale statistik dokumenterer en faktor 3,7 mellem det budgetmæssigt bedst hhv. dårligst aflagte folkebibliotek (nettodriftsudgifter). Jeg er bevidst om de mulige objektive mellemregninger, demografiske forhold og kulturpolitiske traditioner m.v., der delvis kan betinge de store budgetmæssige forskelle, ligesom jeg godt ved, at der på andre helt eller delvist kommunalt finansierede kulturområder kan være store forskelle, men de er som hovedregel konkret begrundede (har kommunen et egnsteater eller to, et museum etc.).
Nogle kommuner vil ikke, andre kommuner kan simpelthen ikke sikre et budgetniveau, der rækker til andet og mere end basal drift. Visse steder på et relativ set meget lavt niveau!Den stadig igangværende administrative reform har i mange kommuner medført helt vilkårlige og gentagne besparelser alene begrundet i mangel på likvider til drift af de store velfærdsområder. Vi har næppe set enden på den misere.
Kommunernes disponering af det forøgede bloktilskud i.f.m. med 2000-loven er et andet dårligt eksempel på den kommunale selvstyrevirkelighed.
Jeg efterlyser derfor et mere markant statsligt engagement i form af bl.a. konkrete initiativer, der efterfølgende også realiseres af staten – og – i opportune tilfælde – også driftes af staten.
Lad mig nævne et par (banale) eksempler:
Hvorfor har folkebibliotekerne ikke ét fælles bibliotekssystem? Folkebibliotekerne samlet kunne være nået noget længere i forhold til det sømløse bibliotek, web 2.0 (og web 3.0) implementering og integrering. For slet ikke at tale om de mange sparede lokale ressoucer til systemadministration m.m.
Licenser og digitalisering: Staten forhandler og indkøber alle relevante licenser og stiller disse til rådighed for folkebibliotekerne. Gratis – så er alle med samtidig. Og bibliotekerne undgår bestandigt at skulle finde (nye) ressourcer indenfor den samme – eller faldende – budgetramme. Licenser og nye digitale muligheder har oftest ikke en substituerende effekt her og nu. Måske slet ikke!
Markedsføring: Det seneste tiltag har ikke virket overbevisende. Om det overhovedet får nogen reel virkning henstår i det uvisse. Istedet for rundborddsnak, rapport og anbefalinger og kurser m.v. kunne det have været mere effektfuldt, at der var formuleret nogle klare fællesbaserede budskaber med efterfølgende professionel formidling. Betalt af staten.