En trediedel af befolkningen sætter ikke sine ben på folkebiblioteket. Sådan har det set ud i mange år og mønsteret ser ikke ud til at ændre sig.
Det er dem med de dårligste uddannelser, laveste indkomster og som bor længst væk fra byernes tilbud.
Når opgaven for bibliotekerne er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet er det høfligt sagt ikke særlig succesrigt, at de grupper der har det største behov, netop er de, vi ikke når ud til.
Og hvorfor gør vi så ikke det?
Hvis en kunde skal overbevises om, at hun skal købe et produkt, er det nødvendigt, at hun opfatter det som attraktivt og let tilgængeligt. At sælgeren synes det, er ikke nok.
Måske forekommer størstedelen af de produkter, bibliotekerne har på hylderne ikke tilstrækkelig attraktive for den trediedel af brugerne, jeg her taler om, og måske virker mange af dem for besværlige at gå til?
Vi ved det ikke! For generelt set ved vi i bibliotekssektoren alt for lidt om vores brugere og endnu mindre om vores “ikke- brugere”. Dertil er informationsindsamlingen al for usystematisk og sporadisk. Ingen virksomhed på samme størrelse som den danske bibliotekssektor ville acceptere at vide så lidt om deres kunder og ikke mindst om de, der ikke er deres kunder.
Netmusik er et godt eksempel på, hvordan noget, der opfattes som attraktivt og som stilles til rådighed på en enkel og let tilgængelig måde, får brugerne til at strømme til. Måske skulle vi i meget højere grad tænke i ydelser og formater, som er faktisk attraktive også for de”svage” brugere og mindre på rollen som formidlere af den “rigtige” kulturelle oplevelse.
Sat på spidsen: til trods for, at bibliotekerne generelt set er populære, så oplever vi et meget kraftigt fald i nyudlånene, at en trediedel ikke ønsker at bruge os, at vi ikke ved hvorfor og at vi nok er lige lovlig tilbøjelige til særligt at henvende os til de, der har samme kultursmag, som vi – og som har mindst brug for os.
Abonnér på RSS-feed
22. august 2009 kl. 18:15
De ikke-brugere, der her tales om, skal ikke “købe et produkt”.
De skal på den anden side heller ikke eksponeres for “kulturel aktivitet”.
De skal mobiliseres og tilpasses i forhold til Fogh-regeringens globaliseringsstrategi. Er det ikke det, der er udvalgets opgave? (det udvalg der står bag dette forum)
Og her er netop denne “perifere” gruppe (mht. uddannelse, indkomst og geografi, som beskrevet) måske ikke specielt relevant. Hvis nogen af dem stadig har et arbejde og skulle få brug for et lille IT-kursus af reel driftsmæssig betydning, skal arbejdspladsen vel nok kunne sørge for det?
Men her skriver Michal problemet ind i den bredere, ikke-eksportorienterede problematik om biblioteket, befolkningen og ikke-brugerne. Faktisk forekommer det mig, at 70 % er et imponerende højt tal i lyset af hvordan antallet af medier, elektroniske kanaler og indholdsproducenter hele tiden vokser. Det er vel næsten kun TV og sundhedssektoren der når højere tilstrømning?
En af tankefælderne bag Michaels bekymring er nok illusionen, ønskedrømmen om at “biblioteket er for alle”. Den abonnerer jeg sådan set også på … selv om jeg heller ikke kommer der så tit.
Ved nærmere eftertanke er biblioteket ikke for alle.
Biblioteket er for
-folk der virkelig vil noget, og gider rejse sig fra skærmen/sofaen og komme afsted
-folk der er bredt nysgerrige og åbne, gerne vil overraskes og udfordres
-og endelig for ham der nyder at sidde og kigge på billeder i National Geographic til biblioteksslummeren overmander ham…
Resten af befolkningen har fjernsynet og nettet. Og resten af livet.
Jeg bifalder sådan set, at både Michael og Jens efterlyser mere viden om brugerne, – selv om jeg nok ville fokusere mere på tiltrækningskraften, det at det enkelte indholdstilbud tiltrækker en bestemt brugergruppe, selv definerer den så at sige. (Som det fx er muligt med Netmusik.)
Hellere det end videnstomme kategoriseringer som den berømte om Danmarks Radio P1: deres største popularitet, sagde den meget kloge undersøgelse, fandt man hos ældre kvinder i Viborg Amt.
Nå,sagde man så i DR.
Nå.
Endelig studser jeg over, at Michael siger “at vi ikke ved hvorfor” og så i samme sætning afslører den indlysende forklaring:
“at vi nok er lige lovlig tilbøjelige til særligt at henvende os til de, der har samme kultursmag, som vi – og som har mindst brug for os.”
Og det er jo rigtigt, selv om der er prisværdige undtagelser mange steder.
Biblioteket er, lige som folkeskolen og så meget andet, produceret af middelklassen for middelklassen. Og sådan har det været siden arbejderklassen gik af mode, altså i ca. 30 år. Er det ikke sådan det er?
31. august 2009 kl. 17:11
Det er måske mere interessant, at andelen af ikke-brugere har været ganske konstant. Det er jo ikke de samme mennesker hver gang – nogle kommet til – nogle er faldet fra. I Roskilde viser en undersøgelse, at kun 8 % af borgerne aldrig har været på et bibliotek. 75 % har være der mindst 1 gang i løbet af ½ år. Jeg er med på at Roskilde ikke er hele landet, og at forholdene er ganskeanderledes i andre kommuner. Men for mig viser det , at man ikke må¨glemme, at der måske er en del, der bruger biblioteket, når de har behov for det.
Det betyder ikke, at vi ikke skal holde øje med vores demografi, men vi skal nøje overveje, om vi kommer til at bruge uforholdmæssigt mange ressourcer på ikke-brugere, som pt. ikke har brug for biblioteket, men som kommer tilbage igen senere.