En trediedel af befolkningen sætter ikke sine ben på folkebiblioteket.  Sådan har det set ud i mange år og mønsteret ser ikke ud til at ændre sig.

Det er dem med de dårligste uddannelser, laveste indkomster og som bor længst væk fra byernes tilbud.

Når opgaven for bibliotekerne er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet er det høfligt sagt ikke særlig succesrigt, at de grupper der har det største behov, netop er de, vi ikke når ud til.

Og hvorfor gør vi så ikke det?

Hvis en kunde skal overbevises om, at hun skal købe et produkt, er det nødvendigt, at hun opfatter det som attraktivt og let tilgængeligt. At sælgeren synes det, er ikke nok.

Måske forekommer størstedelen af de produkter, bibliotekerne har på hylderne ikke tilstrækkelig attraktive for den trediedel af brugerne, jeg her taler om, og måske virker mange af dem for besværlige at gå til?

Vi ved det ikke! For generelt set ved vi i bibliotekssektoren alt for lidt om vores brugere og endnu mindre om vores “ikke- brugere”. Dertil er informationsindsamlingen al for usystematisk og sporadisk. Ingen virksomhed på samme størrelse som den danske bibliotekssektor ville acceptere at vide så lidt om deres kunder og ikke mindst om de, der ikke er deres kunder.

Netmusik er et godt eksempel på, hvordan noget, der opfattes som attraktivt og som stilles til rådighed på en enkel og let tilgængelig måde, får brugerne til at strømme til. Måske skulle vi i meget højere grad tænke i ydelser og formater, som er faktisk attraktive også for de”svage” brugere og mindre på rollen som formidlere af den “rigtige” kulturelle oplevelse.

Sat på spidsen: til trods for, at bibliotekerne generelt set er populære, så oplever vi et meget kraftigt fald i nyudlånene, at en trediedel ikke ønsker at bruge os, at vi ikke ved hvorfor og at vi nok er lige lovlig tilbøjelige til særligt at henvende os til de, der har samme kultursmag, som vi – og som har mindst brug for os.